UM, 7.-12.juli, 2014, HIKs anlæg.

1. runde: Martin Nygård

Jeg vandt 6/1 7/6 (10-8).
Jeg spillede godt i første sæt. Min taktik var at spille høje bolde i hans
baghånd, for næsten hver gang jeg gjorde det, spillede han korte bolde tilbage,
som jeg kunne angribe. Sådan spillede jeg igennem hele første sæt. I andet sæt
ændrede han sit spil. Han begyndte at skyde fladt og hårdt. Og i stedet for at
blive ved med at spille de høje topspundne bolde i hans baghånd, skød jeg fladt
tilbage til ham. Det skulle jeg ikke have gjort, for bolden kom nemlig til ham
i hoftehøjde, og når Martin får bolden dér, er han virkelig god.

Heldigvis
for mig var min serv god, og jeg vandt en del point ved hjælp af den.

2. runde: Christoffer Wejs

Jeg vandt 6/4 6/2.

Det er længe siden jeg har
spillet under så svære forhold. Der kom kastevinde fra alle retninger, banen
var meget tør, og den ene side af banen var halvt dækket af skygge.

Ingen af os kunne tillade os
at sigte tættere end 1,5 meter fra linjerne, for ellers ville bolden højst
sandsynligt flyve ud.

Jeg fik kæmpet mig igennem
første sæt, og man kunne tydeligt se på Christoffer, at han var irriteret på
grund af banen og vinden. Jeg synes ellers, at han spillede ret godt. Han
prøvede så vidt muligt at spille mig i baghånden, og han vekslede sit spil op
med høje bolde som vinden fik fat i og gjorde det svært at finde ud af, hvilken
vej bolden ville hoppe.

Jeg blev ved med at prøve at
få ham ud og løbe, indtil jeg kunne komme frem til nettet og afgøre pointet.

Kvartfinalen: Nikolaj Katic

Jeg vandt 6/4, 7/5

Jeg var meget nervøs, da jeg
skulle spille imod ham. Jeg havde nemlig aldrig vundet over ham, og jeg vidste,
at det ville blive en lang og hård kamp, for Nikolaj giver aldrig op. Det kan
godt være, at det ser ud som om, han ikke gider mere, og han smider et par
point væk, men hvis man begynder at spille bare en lille smule dårligere imod
ham, så vender hans spil tilbage, og før end man ved af det, er man bagud.

Min taktik var, at han hele
tiden skulle ud at løbe. Mit mål var nemlig, at han skulle begynde at slice, og
lige så snart han gjorde det, ville jeg løbe frem til nettet og afgøre pointet.

Jeg
mener absolut ikke at hans slice er dårlig, faktisk er han en af de bedste i
Danmark til det. Men grunden til, at jeg ville gå til nettet, er at hans slice
er lidt høj, men til gengæld også meget dyb. Derfor ville det være svært for
mig at vedligeholde min offensive spillestil, hvis jeg ikke tog den i luften.

Men han slicede ikke så
meget som jeg havde håbet på i vores kamp, så jeg blev nødt til at vente på en anden
mulighed for at komme frem til nettet.

Semi: Tobias Lentz

Jeg vandt 6/1, 6/1.

Jeg spillede rigtig godt den
dag. Jeg skød bolden dybt og spillede meget offensivt. Han skød næsten alt
kryds, så det var ikke så svært at læse hans spil. Til gengæld; selv om jeg
(næsten) vidste, hvor han ville skyde bolden hen, skulle jeg bruge mange slag
på at afgøre pointene. Tobias når ekstremt meget, og gav mig sjældent ”put-away
shots”.

Finale: Peter Kampen

Jeg vandt 6/3 6/0.

Jeg havde spillet imod Peter
ugen før og slået ind med ham hver dag før de tidligere kampe, så jeg vidste,
hvordan han spillede. Han vil gerne spille lange dueller og bygge pointet op
til sin fordel lidt efter lidt, indtil han til sidst kan afgøre det, eller hans
modstander misser. Og jeg vidste, at imod mig ville han nok slå de fleste af
sine slag ned i min baghånd. Men min taktik var den sædvanlige: Få overtaget i
pointene ved at få ham ud og løbe og bruge forhånden så meget som muligt.

Jeg bevægede mig super godt
den dag, så jeg kom i god position til boldene.

Double: Bronze

Jeg spillede double med
Muslim Zaurbekov, Birkerød, og vi kom til semifinalen. Vi spillede fint, men
den dag var Patrik Kristensen, Skovbakken, og Philip Hjort, KB, bedre end os.

Mix-double: Guld

Jeg spillede mix-double med Sofie
Aamot Mønster, HIK, Vi vandt
turneringen!

Vi havde en simpel taktik i
alle kampe:

1. Hvis vi var presset, skulle
vi lave høje bolde i midten.

2. Vi skulle prøve at afgøre
boldene ved nettet så hurtigt som muligt.

Disse 2 ting hjalp os meget.
Især ”1”. Det neutraliserede vores modstandere, så vi nemmere kunne komme til
at flugte.